lørdag den 14. maj 2011

AT SKRIVE ER AT UDTRYKKE SIG

ADVARSEL: Der bliver sagt kradsbørstige ting – ved personnavns nævnelse – et godt stykke nede i følgende tekst. Jeg har ikke til sinds at gøre mennesker fortræd, allerhøjest irettesætte dem ved vort danske liv og samfunds klare sigte. ADVARSEL SLUT

***


Jeg, Jens, trykker her på knapper - det kaldes også: taster her en række bogstaver på tastaturet, hvorefter de fremgår på skærmen foran mig. Programmet, der sørger for at det kan lade sig gøre er computeren, nærmere bestemt, Microsoft Office, Word. Havde jeg ikke brugt det skriveredskab, havde jeg måske brugt et andet, såsom en blyant og et stykke papir. Desuden hører det vel også med til denne lille, ganske nærværende, faktuelle, beskrivelse af det, jeg foretager mig - eller med andre ord, det, der foregår nu og her, ved min tilstedeværelse – at jeg i sin tid lærte at skrive på maskine af en skolelærer ved navn Stuckert. Maskinskrivning kaldes den færdighed, omend jeg næsten altid kom til at kalde det/den for skrivmaskining! Bortset fra sidstnævnte lille forfra-og-bagfra omvendelses-tematik ved mit ordforråds kløvende tunge, så har ja såmænd fået takket ham for hans velmente bidrag til min evneudvikling desangående. Desuden kan skriveværksted ved Jens Lausen på Ry Højskole i sin tid, da også nævnes i den her forbindelse. Han er også blevet takket for sin  indflydelse desangående. – Men se sådan foregår det altså, ja sådan er omstændigheden forbundet med at skrive.

Jeg, Jens, har nu beskrevet, hvordan et hvilket somhelst stykke skrift eller tekst, bliver til. Ser man bort fra selve skriveredskabet, kan man derfor ganske klart, ja aldeles sandseligt og åbenbaret for enhver, godtgøre, at skriften på et stykke papir eller en skærm, er skrevet af en menneskelig person samt udgøres af ord, der siger os, der kender pågældende sprog, dette vort danske modersmål, noget af betydning.

For os, der er læsevante og derfor også tænker ved brug af ord, får forestillinger ved brug af ord eller måske ligefrem opnår bekræftelse af vor menneskelige hørelse ved brug af ord - al den stund at ordene også kan tales, således blive hørt af læsere og oplæseres tilhørere – betyder det skrevne først og fremmest: hvad der dermed er blevet sagt. Indtil videre, for nærværende stykke, ikke spor andet end en fuldstændig klar redegørelse for de bestandige dele, der i al evighed vil være indbefattet i forbindelse med at skrive, gøre et stykke skrift, en tekst, som dernæst kan læses. Det er med et gammelt udtryk for det samme: Ordet.

Jeg, Jens, gentager det, jeg lige har sagt, for på den måde at gøre det endnu mere klart for min tilhørende læser: Jeg har med det beskrevne ikke sagt noget af betydning, førend hørt er blevet af næstemand. Forudsætningen for at det kan lade sig gøre er, foruden en næstemands tilstedeværelse foran det stykke skrift, jeg her udfærdiger, at vedkommende kan læse, dermed lade være hørt. Indtil videre ikke spor andet end en fuldstændig klar redegørelse for de bestandige dele, der i al evighed vil være indbefattet i forbindelse med at skrive, gøre et stykke skrift, en tekst, som dernæst kan læses, blive hørt på sit sagte ord af Ordet. Skriftens sigende omstændighed lader sig med andre ord ikke gøre uden hørelse for ordet, vort menneskelige kød, i forvejen, herunder kendskabet til, hvordan vi - også - lader det komme til udtryk på skrift.

Ordet er vort kød på nøjagtig samme måde som vort kød er ordet. Ytringer i tale og skrift kommer helt og aldeles af vort menneskelige kød, herunder vort køds velbefindende og derved naturligvis også udtryksgiverens personlige velbefindende, hans eller hendes hjerte bag udtrykket. Derfor har det betydning, hvad vi siger og lader kommer til udtryk – ligesåvel som det har betydning for os, hvordan vi tilsvarende bliver hørt og opfattet. Når vi udtrykker os, ønsker vi at blive hørt på det, vi siger, altså det sagte. Vi ønsker ikke at blive hørt på alle ordene, stavefejlen med at falde i staver, måden vi får os udtrykt på, men på det vi siger og derved det sagte.

Det sagte gør sig kanske mest gældende i og ved skriftens omstændighed, eftersom skriftens omstændighed jo altid er en forflytttelse, en forrykkelse af vor hørelse for ordet: Det, jeg har på hjertet nu og her, bliver hørt af mig, men der går et stykke tid, førend De, min kære læser, kommer til at høre det samme, forsåvidt De først skal gøre det ved hjælp af min tekst, mit skriftlige udtryk. Vi ønsker retteligen at blive hørt på vort kød, vort velbefindende - uagtet de mislyde, der måtte være – fordi vi derved finder og føler, sandser bekræftelsen af vort hjertegode køds samhørende vilkår. Vort liv og samfund i, ved og omkring modersmålet, det velkendte, trygge, fædrelandet, hermed sagt: DANMARK.  

Vi bruger også udtrykket: Ordet i det sagte eller skete. Og her mener vi sandheden. Ordet er vort kød og Vort kød er ordet kan derfor oversættes til Sandheden er vort kød og Vort kød er sandheden. Det handler om sandselighed og et gammelt udtryk for den menneskelige sandselighed ved vort samhørige, dels slægtsforbundne, dels samfundstilhørende vilkår, er ÅND. Opsamler jeg nu, hvad jeg har skrevet og nu, indtil videre, tilmed mener at have sagt dermed, så lyder det som følger:

Skriftens tilblivelse og faktuelle omstændigheder derved er i al evighed, altså ved sin fuldstændige sandselighed, godtgjort: Der skrives ved brug af skriveredskaber og ordene er stykkevise betegnelser, der, i kraft af vor fatteevne med at tale, høre og forstå – dels ved læsefærdigheder - kan samle sig til en hørelse for det sagte. Hørelsen for det sagte er afhængig af hørelse for livet, vort køds velbefindende, i forvejen; både min hørelse for vort menneskelevende samfundsvilkår, samt Deres, min kære læser. At samfundsvilkåret kommer på tale skyldes kendskabet til sproget, der anvendes, for nærværende vort danske modersmål i sit skriftlige udtryk, hvorfor der hermed først og fremmest er tale om Danmark. Endeligt vil jeg mene, at det sagte bekræfter det forstandigt klare sigte – ordet i det sagte, sandselighedens livsoplysende midte – VORT JERT.


***



Man fjernede i sin tid det stumme d fra udtrykket, sans. Det var en skam, fordi vore sanser da ophørte med at tilvejebringe sandheden. Det samme kan man i forbindelse dermed, omend på et lidt andet plan, sige om ordet, vort kød: Man fratog os retten til at indrømme os ved vor naturlige, menneskelige sands for Livet, ordet i, ved og omkring vort menneskelige kød – på vore egne - da man i sin tid lod skriftens bestemmende kulturer adfærdsregulere os. Eller så at sige, da de tog patent på sandheden, sandseligheden; kendt er kirkens fejltagelser i den henseende, kendt er statens fejltagelser i den henseende og kendt er videnskabernes fejltagelser i den henseende!

Da skriften og dens sædvanligvis uhellige fortolkning gav anledning til lov, lovgivning, lovmæssighedsdyrkelse og dermed retsmæssig adfærd ifølge autoritative magters tone fremfor menneskelivets egen, agtens, agtværdigheden i det levende med sit hjertelige forehavende - blev mennesket underlagt skriftbårne traditioner, der konsekvent lod skriftens billeddannende sindelag råde over Ordets. Man afskar, over kultiverende tid, som man så kan sige det, en del af den ellers naturlige, medfødte sands for livets skabelse af ens person, dermed videre samfundets unikke oplysning i kraft af livets egne børn. Dem, der jo som såkorn skyder i aks er forudsætningen for, at høsten af mangfoldigheden senere kan komme i hus - og udlæg gøres til sædeligheden fremover.

Det skyldes synssansen, altså at man i og med de skrifttro traditioner blev præget til at rette sig efter en skriftlig – og dermed rationaliserende - opfattelse af ordet, vort samfundne kød, per liv- og menneskeSYN. Der opstod derved et bestemmende, autoritetstro syn på det rigtigte, det sande, det korrekte, det retfærdige, det bedste, det gode og det hellige med den følgevirkning, at hele den skriftro indkultivering af sindet – vel især på grund af Justitsiass - før eller siden slog over i sin modsatte vægtskål: det forkerte, løgnen, det ukorrekte, det uretfærdige, det værste, det onde og det uhellige. Almindelige, det naturligvis hjertelige danske folkefærd, blev i den forbindelse særdeles overbelastet, fordi de måtte bøde med et indre, hemmeligt liv, hvis største farlighed, angst, var at lade det komme til udtryk. Det, de havde på hjertet, måtte ikke slippe ud og blive hørt, fordi det da - ifølge retslige formyndere, der dels var badet i, dels drak fucking guds retskrivende traditioner i navn af gavn for folket - ville blive brugt imod dem, deres afkom og slægtninge. Ja, det førte selvfølgelig til en forkvakling af hele middelklassen, den store masse, middelmådigheden og sådan set også det ærinde, der var betingelsen for folketingets virke, nemlig oplysnings- og undervisningspligten; især med hensyn til sandhed, ligeværdighed, ærlighed og kærlighed af navn og gavn, forstandig ånd og fattelse.

Af den grund, som skildret, overså eller overhørte man, i forsøget på at sikre alles liv, ganske enkelt sit eget liv, sin naturlige menneskelige sands for livet med sine drifter i deres gode ret. Og det her beskrevne kan vel også opfattes som en angst-reaktion på usle livsvilkår i den dansk-europæiske samfundshistorie, såsom blodigt tyranni, der så efterfølgende gav anledning til en strengt håndhævet adfærdsregulering – i den anden grøft, langt ud i skoven og i mosen med kejsere og selvretfærdige endsige hævngerrige præster udi kristeligheders lampetskidne forstand på gudlivets eget, vikongeligt hjertetro menneske på vore egne. Ping-pong og klodsmajor hele vejen op gennem menneskelivets samfundshistorie på jord!

Landets, Danmarks, lovgivningsvirksomhed er aldrig kommet helt fri af det lovreligiøse, retskrivende sindelag, altså det skriftligt adfærdsregulerende, irettesættende, sindelag med sine dertilhørende håndelag udi udøvende magter, myndigheder og autoriteter. – Magtens begæring er i udgangspunktet troværdigt, prisværdigt eller ønskværdigt, forsåvidt at det næsten altid sigter på at skabe orden, ordnede forhold at leve under. Men ligesåvel er det i udgangspunktet altid personligt bestemt og derfor sjældent ligefremt af sandgodt hjerte for livets samfundne gode af Vort. Dertil kræves nemlig indsigt og især indrømmelse af sit eget liv ved sandseligt, sandfærdigt sigte med vort liv på jord. Og det bud lød såmænd, på sin vis, allerede som overskrift til indgangsdøren til oraklet i Delfi: Kend dig selv.

Man forstod allerede dengang - i Oldtiden, hvorfra idégrundlaget til en række af de velkendte institutioner, vi begår os ved og kløjs i, stammer -  at magtens begæring i hver vort liv, havde indflydelse på vort samfundne liv, vort samfundsforetagendes udvikling. Man forstod altså, tildels, hvordan man måske ville kunne bedre en fredgod udvikling ved at komme til et mere sandgodt kendskab til: at være menneske af samfund. Og det var naturligvis indforstået, at et sådant kendskab ikke ville kunne gøres eller udvikle sig uden personlige livserfaringer, indsigter og indrømmelser. Det var klart, i det mindste en voksende fornemmelse hos mennesket dengang, for lang tid siden – omend man sidenhen, den dag i dag vel også stadigvæk må sige, at vi ikke helt er lykkedes med at leve, bygge og bo, på en sådan indsigtsgivende og indrømmende livsmåde. Ikke desto mindre: Under alle omstændigheder skal sigtet med at fremme en sådan sandfærdig, indsigtsgivende og indrømmende livsmåde fortsat bekræftes, derved ytres, så hørt kan blive og godt opstå deraf. Sand menneskehjertelig varme opløfter vore sind til opklarende forstand, så der på håndfast vis kan tages fat på at udvikle os af de ting og trykkende åndsforhold, vi ikke længere kan leve med. Og vel ikke mindst af den grund, at de gentager sig imod vor vilje, ønske og sigte med tilværelsens samfundsdannende livsførelse. På dansk grund, ja, ikke mindst, altså i kølvandet på de samfundskulturelle arvesynder, hvis sande sorger vi må opløse og omvende til bekræftelse af den sande, vikongelig hjertegode livsglæde, der kommer til forstand som nulevende menneske, der véd, hvad der batter, fremfor patter.

De åndelige forhold, jeg hentyder til, ér identificeret til hudløshed. Ja, så vi behøver såmænd ikke at gøre andet end at tage vare på indrømmelsen af dem, de sidste 30-60 års livsbekræftende menneskers gerning med at opløse dem og videre derved oplyse, opklare og bekræfte livets menneskedanske folketing af sandfærdigt, ærligt JERT for VORT. Og hvad skrift angår, samle det på samfunden, dermed sagt tilgængelig vis til gavn for vor samhørighed i Danmark; det bliver en del af det nye GT, så det nulevende NT kan forestå indrømmelsen af de nye vidnesbyrds TNT, vore børn, uden at de skal maltrakterers med den romantisk-jødiske folkekirke og hvad der i den forbindelse klæbrigt gør sig gældende med oblater af ingenting på tungen i reference til romerrettens biskopale spasserstats grundlove. (Hverken biskopper eller tilbedere af retfærdighedens statskundskabeligheder har jo nogensinde agtet kongens mønt og dermed levebrødets egentlige dagsorden i forbindelse med den oplysende liv-og-menneskekæreligheds forstandige kendskab og kundskab omkring krop-ånd-vækst-og-næringsmæssige forhold - i vort land, naturligvis).

Jamen, altså, hvorfor spørger De, i sandhed en satansdyrker, Kjeld Holm, ikke Malmros, (Bille August, Poul Dissing, Benny Andersen, Niels Hausgård og Eric Clausen…), jeg mener, hvad er din vikongelige hjertetro, mandsmæsige indsat i forhold til lægevidenskaben og det århusianske menneskefolk udi livets-og-kundskabens træ? – Jesu-maria-kristne i røvhullets domkirke med sin mangel på sand menneskeDansk dømmekraft af gudDanmark i kærelighedens forstand? Må De, Kjeld Holm, i vikongelig sandhed brænde op i helvedets ild, ja i hele dit blod og den ånd, De, her troligt forkyndt, har gjort gældende, hvor De har færdes på ussel, ussel og atter ussel universitær-statsborgerlig, rationaliserende vis. De er giftkoppen, man drikker kaffe af, når man er tro mod menneskelivet på dansk grund. Så du, usle legeme, skal nok engang være hilset herfra, Jens Haarup Mortensen: Må Satan tage dig og alt, hvad du samfundsmæssigt set har opretholdt hele dit liv – ja De må da gerne tage bøssesønnens far, Lindhardt fra Roskilde Domkirke, med til sandheden: Indrømmelsen af hele dit og jert livsvirke ved sin samfundsmæssige placering i gudlivets egen DOMkirke: Brænd, brænd og brænd i al evighed usle romersk-katolske samfundslegeme i Århus og Roskilde, med sine dertilhørende falske protestantiske prædikanter i deres røvslikkeri af inkompente undervisere ved landets akademiske universiteteter, dermed desværre, som antydet, kirkelige virksomheders undertrykkelse af befolkningen på grund af, som sagt, hermed gentaget, romantiske sataners opretholdelse af hierarkiske systemer. Ikke blot over den almindelige præst i sit gudgode hjertelivs forstandige kald på dansk; Grosbøl-sagen f.eks., Bent Feldbæk-sagen f.eks. - men ligeledelse ved at gøre sognekulturen til et tårn, der konsekvent står i strid med folketingets lovgivningsvirksomhed, altså på grund af Jeres manglende evne til at forsage djævlens fornufts-optiske selvbedrag i spyflueknepperi med kirkestatslighedernes historiske fyldepenne; indkørt via latinlegemet, afstumpede jødedomme samt den skriftbårne, universitære råddenskab i almindelighed. I har med andre ord ikke undladt fandens lort, men stået i forkyndelse af den helt op til halsen og videre ud over tungen i tone af den afstumpede legemsdel fra et helligt land i det fjerne, altimens paven i den anden ende villigt åbnede sig for skaberiget. Og det afspejler sig såmænd med kragetær på den nypudsede rude i alt, hvad I har stået i berøring med, hvilket jo ikke er så lidt, når den gamle glasbygnings næbbede indflydelse på danske slægters ve og vel skal tages med i regnskabets stenhårde time – og det skal den jo i al evighed. Ja, I kender jo godt til fuglen, der uden forstandigt livssyn, tror, at den kan flyve igennem ruden.

Det betyder med andre ord, at I har forestået dårligdom over den danske befolkning fra en ældgammel ledelsesmæssig, autoritetstro position, som I, ved Jeres fastelavnskluns op i øvrigheden forlængst er blevet bedt om at undlade. I er årsag til livsforbrydelser på dansk grund. I er årsagen til, at der ikke kan opstå ægteskabende liv og samfundsudfoldelse. I er skyld i vanrøgt af den danske befolknings oplysningsmæssige opvækst i vor naturlige hjertetro forstand, dermed åndelige, sandselige udvikling som personlig, ansvarligt menneske på vore egne.

I ære af gudDanmark skal jeg derfor udsætte Jer for samme: Tag næstekæreligst dit eget liv Kjeld Holm – eller skær pikken af socialdemokraten,  romantiker-jøden, Lindhardt, som soning. Ja altså, det er jo bare et klart udtryk for den ledelsesmæssige ånd i kærelighedens SKRIFTBÅRNE navn, som I har nedarvet ved at lade det gå for sig, i henholdsvis Århus og Roskildes stifts-befolkninger. Er der noget, I ikke har forstået og I så fald, hvorfor er I så berettiget til et liv i løgnens forplantningsmæssig gang med slægten, på tryg, ganske ufortjent, overførselsindkomst ovenikøbet? - Hold kæft med Jeres plagiat-hørelse alá Schanz und scheisse: Misundelse, bup, bub, blyp…eller ved vendekåben: modernitet, modernitet, modernitet og MOR, ikaros.

Tag Jeres straf ved visheden om, at Jert afkom i gudlivets sande næstekærelige forstand, vil blive henrettet af og til det vikongelige hjertes navn af gavn, på grund af Jeres opretholdelse af systematisk, stats-teologisk utroskab fra oldtiden. Ja, for I jo har haft mindst 30 år til at gøre noget ved det, men nææh nej, det skal almindelige mennesker, der ikke ved noget bedre om sagerne, betale prisen for ved den medfødte troskabs kreative ånd og hånd, der ikke er finansieret ved overførsels-indkomstens systematiske indbildninger i psykes kogte kid, ik’ sandt! - SVIN, Kjeld Holm, SVIN. SVIN, Lindhardt, SVIN; Jeres børns legemer skal have lov at stå til åbent skue på museum, men først når Gudlivets egen sandhed har spaltet dem i henhold til den atom-psykologiske-teologi, som I, ved Jeres forkyndelse, har gjort gældende som livets egen, samhørige ånd! Nej, Kjeld Holm og Lindhardt, der er ikke noget at gøre for Jer, jeg sagde: DØ i ære af Gud. Eller I tror måske ikke på genopstandelsen, det I prædiker og fører soldater til via statsapparatets justitsiale oplysning af den danske befolkning i navn af pligt, herunder trospligt og værnepligt? Eller, hvad siger I, fralægger I Jer nu det ledelsesmæssige ansvar og Jeres indflydelse på danskernes retsopfattelse, i henhold til, at det jo, belejligt, er vanskeligt at placere, når man er indtaget af satans løgn i hele sit kød, følgeligt annekterer hele sit stift i samme ånd, så man som en anden pave til hver en tid kan rutte med ordet, vende stemningen ved brug af vendekåben og dermed gå fri? Hvorfor har I ikke fået sendt muslimer og jøder ud på en pæn måde? Hvorfor har I ikke lukket universiteterne? Hvorfor har I ikke, i det mindste, lukket statskundskab ned? - Tjener det Jeres ærinde eller kan I ikke andet end at kaste grisen over på de skyldige i retssamfundet, der jo vel at mærke på teologisk, fornuftig vis ud af åndslortens opvækst ved sognekulturen og stat-amt-kommune-regimet, vil have retfærdighedens mølle til at male kornet til brødets bagværk på kærelighedens jul!!! FØJ FOR SATAN; intet har I tjent og bedrevet, og mindst af alt da Livet på dansk.

Nå, men der skal jo statueres eksempler på skyldige og videre ved gudlivets egen højesteret fældes domme i navn af livsvarigt fængsel. Det er hermed gjort. Også selvom det måtte ramme de uskyldige, nemlig dem, der såmænd bare er havnet i røvhullet af Jeres systematiske livsfornægtelse udi historisk indlæste forsyn som om kendskab til fortiden gav sigte for fremtiden i vor tidsregning. Køtere er hvad I er og bliver i al uendelighed, så dommen taler vel for sig selv: Jeres dumgode hjerte i danske slægters tarvelige gang, skal i al evighed afholdes fra at modtage løn fra fælleskassen, fordi jert afkom ellers vil fortsætte med at føre satan ind i kyndig-myndighedskulturens oplysende sigte; udviklingsærindet. Ja, skal jeg være helt ærlig, så ser jeg da gerne samtlige biskopper i fuld ornat og samtlige jurister tilsvarende, træde frem på rad og række foran Højesteret – dernæst livgardens henrettelse af hver og én af Jer. MEN et statueret par eksempler på skriftens indflydelse, vanrøgt af ordet, vort kød, vor forstand – kendt for RET i ordets forstand af vort raske hjertekød, det vikongeligt sande menneskefolks livret i al evighed - kan forhåbentligt også gøre det!

Det manglede da bare, når nu I hele livet igennem har forestået opretholdelsen af DOMsvirket i det romersk-katolske kirkesystem med jødestatens brune stjerne i hjertetPUNKTUM! – Vær hilset af vikongelig sand dansk livsbåren lykke, ved Odins brug af Thors hammer i Vor Herres eget navn, Jens, med ærbåren Freja.   

***



I den danske udgave af FaderVor , bønnen til Gudlivets måde med vort menneskelevende vilkår på jord, lyder ordene: …thi dit er riget, magten og æren i al evighed. Jeg ser rask væk bort fra diverse polemikker omkring udtrykket, Faderen eller FaderVor, og benævner Ham som angivet med betegnelsen: Gudlivet. Det er med andre ord Livet som helhed, der i sandhed er helligt. Og sådan vil det være i al evighed med Livet på jord, herunder menneskelivet med sine samfund. Ikke ét eneste menneske kan flytte hele Livets foretagende på jord; mennesket kan ikke ødelægge Gudlivets eget foretagende, fordi Gudlivets eget foretagende i al evighed vil være mægtigere end mennesket, uanset hvor meget vi står sammen. Desuden varer livet jo længere end ens egen fnidder med hjertets slag derved, fordi livet vil leves videre, uanset om Jens, Jesus, Maria eller Mohammed dør. Nej, undskyld, jeg mener, de sidstnævnte tre er jo forlængst døde og borte, ja det er såmænd flere tusinde år siden. - Vi bliver aldrig herre over livet, men vil dog i al evighed kræve vor ret, vor frihed, til selv at sørge for indrømmelsen af det faktum i eget hus til holdning. Ja, fordi vi ellers underkender den forstandige, sandegode livsmagt, der viseligt skal til, for overhovedet at udgøre, deraf gøre en svarlig god oplysende indsats per son. Sæt ikke dit lys under en skæppe hedder det med et gammelt jødisk udtryk derfor.  Og det, bortset fra det jødiske, er fortsat udviklingens vej med menneskeDanskere af gudDanmark, fordi det betyder at livsånd og livskraft er os, dig, Dem, givet ved hjerte, ånd og krop i livets eget, ganske naturlige navn, altså det navn, du som almindeligt livsbårent barn, i udgangspunktet godt menneske i al evighed, er givet af dine forældre. Ja og at du sådan set bare skal indrømme din egenret, din hjertegode livret derved. – Det her sagte udtrykker naturligvis også, at vi som mennesker først og fremmest vil livet, altså er udstyret med næringssøgende og forplantningsmæssige, derved oplysningsmæssige drifter samt overlevelsesdrifter. Ved adlydelse af Gudlivets eget kald eller bare livskraft hos os, hver især, bliver vi talerør og handlekraftige på Gudlivets egne vegne med vort menneskelevende samfundsvilkår. Jeg gentager: Adlydelse af Gudlivets eget kald er ikke spor andet end at indrømme sig ved den hjertegode sandselighed, den forstand, vi som mennesker er givet at vokse ved og gøre os til af. Det er naturligt.

Det betyder med andre ord, at magtens begæring hos mennesket er helt og aldeles naturlig – indtil den bliver forplumret, for kulturelt præget, for historisk præget, for sprogligt falsk, skriftlig eller teo-logisk og universitær-stats-adlydende. Jeg mener, vi glemmer ofte at indrømme sandseligheden og videre tilskrive Livet dens hjertegode handlekraft. De i sandhed hellige og helbredende livskræfter er jo nemlig Gudlivets egen strøm fra dig og mig, dermed vejen til Vort Jert og videre-ud-viklingen af vort samfund per godmodig fri, rask og rørig hørelse og livsførelse. - Tænk engang at være i stand til at være krop i gudlivets egen, ganske stærke som også naturligt helbredende kraft, hele livet igennem med forplantningens videresættelse med børnene og den naturlige mæt-af-dage-død iberegnet. Det vil i sandhed gøre underværker for vort samfund og dermed hele livets samfund på jord!

Magten i sin gode betydning er med andre ord: Som del af vokseværket med vort levende at være i stand til at adlyde og indrømme sin hjertelige livskraft på naturlig, ganske forstandig vis. Med sands for livets menneskelige samfund, simpelthen! - Bliver den, vor naturlige, vor medfødte sandselighed som menneske, herunder hver vor unikke, personligt givne ånd, imidlertid ikke hørt og bekræftet på hjertelig vis, jaså vokser vi ikke op med agtelse for en sandfærdig bæredygtig samhørighed, der samtidig gør os klare på det personlige ansvar med bevarelsen eller man sige, oppebærelsen af den personlige frihed; også kaldet næstekærlighedens bud. – Sagt ind i, ja direkte til de rådne sindelag udi modernitet, rationalitet, universitet, retsstat og lignende: Vor oplysende samhørighed som dels levedygtig, dels godmodig sandt og ærligt dansk menneskesamfund, kan ALDRIG opstå ved oldgræsk-latiniserede fornufts-jeger, statsborgerlige individer, der vil være sig selv og sammen med andre på én og samme gang udi al intetsigende uendelighed - endsige i kraft af tilsvarende stats-teknokratisk genererede koordinatsystemer med deres kapital-logiske kalkuner til vækstens jul i navn af fællesskab og fællesmenneskelige anliggender i knirken på krikken. Vor Herre til hest i blæst med lige ved og næsten!

***


Det jeg først skrev på dette sted i teksten blev desværre ikke gemt, ejheller gendannet. Og det er sandt. De fleste, der gør brug af computere, kender vel til den irritation, ja det vanvid, der opstår, når man i første ombæring, som godt begyndt, har gjort sig umage med sine klarheder, for dernæst at opleve dem forsvinde væk. Hørelsen for dét, man havde på hjertet og gerne vil give af ved fortsætlig klare, oplysende formuleringer, bliver brudt – og tråden i sin forsynsgivne førsteret, hjerteretten, bliver dermed usynlig. I forsøget på at gøre skaden god igen, læser man dernæst op på det skrevne, for at se om man ikke kan genvinde stemmeføringen, der løftede ærindet i sigtet og derved spandt livets varme uldtrøje til vore sønner og døtre. Lul, lul…rrruuuuull...

Jeg, Jens, har nu blotlagt skriftens omstændighed, Jeg gentager med nye ord for det samme: Der skrives, ved brug af skriveredskaber, ord, der betegner vor hørelse for talen. Evnen til at tale udvikler sig af modersmålets stemmebånd og videre med ens liv i lyset af de hændelser og den faderlige, fædrelandets livsmæssige samfundsomgivelse, man har været udsat for og altså har oplevet. Er man tilmed præget af hændelser, der udgår fra landets brug af skriften og skriftligheders vilkår, så bliver oplevelserne fordøjet og formuleret påny med henblik på at holde sit gode hjerte fri af de omstændigheder, den prægning, som hændelserne og oplevelserne har forårsaget. Især, når man aner, at de også binder – eller forpligter på gal vis - for ikke ligefrem at sige: vidt og bredt tynger vort ellers gode og standhaftige hjertes frimod på livets samfundsudfoldelse.

Når en hjertelig person føler sig trykket eller tynget, så er det aldrig kun på grund af vedkommendes egen menneskeskabning. Det er aldrig kun det enkelte menneskes skyld, at det måtte føle sig tynget og trykket af samfundsomgivelsen eller rettere sagt af de hændelser og den prægning, som vedkommende har været udsat for. Nej, for det er i al evighed VOR skyld alligevel, al den stund, at vi jo som nulevende stadigvæk udgør vort samfund og derfor SKAL finde svarlig og godmodig vej videre med det.

Skriverkarle, der som jeg, gør sig umage med at få sagt, hvad de har på hjertet i sand dansk forstand, er klar over, at de også skriver sig for Vort. Af vort og til Vort. Det skyldes modersmålet, altså hjertets første hørebånd, dernæst eksempelvis det danske sprog, vi i Danmark har tilfælles. Omend på vidt forskellig vis, som det allerede er sagt: Vi er jo hver især unikke menneskeskabninger af gudlivets egne forældre, dermed af gudlivets eget foretagende, forsåvidt de hører hjertets forstand omkring almindelige, dermed lykkelige, vækst og næringsmæssige opgaver og gaver . - Tildels lærer vi også det danske sprog at kende i skolerne; men jeg indskærper i den forbindelse: opgaven er, hos børn og unge, at tilvejebringe en selvstændig, personlig ansvarlig hørelse for sit modersmål i sigte for et oplysende fædreland med agtelse for næsten og nabolandes tilsvarende. Endeligt, på afsluttende vis af det, jeg berører, for dernæst at gå videre med teksten, altså det, jeg har på hjertet: Der er ingen absolut, retskrivende standard for den korrekte moder, fader eller barn i opvækst af deres naturlige, omsorgsfulde hørelse for livets beståen på vore egne. 

Tilfælles får vi altså, os, der er født af danske mødre og fædre, det danske sprog i sin udkobling med modersmålets faderlige følelsesliv. Fordi moren jo har bollet med faren, som det hedder i Århus, Esbjerg, Odense og København; ja det er så deres indsigtsniveau i de sandséligt, desværre smidskende ægteskabelige liv- og samfundsforhold! På svensk hedder det vist nok: knúlla, der så bliver til knalde på dansk, uden dog at gøre min pointe stort bedre. - Dén klarhed, det ensidigt klare udtryk for, hvad der ellers tidligere hed forplantningens omstændighed ved samlejet, det bryster de benævnte sig iøvrigt af vidt og bredt, eftersom jojo storbyer javel er vejledende for Danmarks ægte udvikling af sit samfundne liv på baggrund af vor skabelses natur med sine gudgivne, således oplysningstrolige drifter!!! Kanske skyldes det især, at storbyernes beboere – ofte grundet deres universitær-stat-us-givende forretning med ungt kørwel, der bare skal kneppes i hjertets fornuftige røv og hovedets utro ånd - i kraft af befolkningstætheden, helt afgjort mener, at de udgør flertallets nådeløse, for ikke ligefrem at sige usle livsform med hovedet under armen af det videnskabelige socialdemokratis smiden al dansk livret overbords på Vimmersvej! Jeg mener, de elsker ligefrem at leve i administration af deres eget liv som en håbløs brik i den videnskabelige universitær-stats forsknings-relevante flertalsafgørelser omkring sine politiske partier. Men, jeg skal naturligvis ikke tage munden for fuld: Må samtlige århusianere brænde op i helvedet på galgebakken for deres utroskab mod det danske lands oplysende menneskeliv, herunder, hvad sidstnævnte angår, Deres Kongelige Højhed, Kronprins Frederik!

Jovist har vi modersmålet tilfælles i sit danske sprog, også på trods af den retskrivende version af det. Jeg mener, man kan altid, som i My Fair Lady høre, hvor vedkommende dansker kommer fra, samt hvad puhbad, vedkommende er rundet af!!! Journalist-standen kalder det i øvrigt ytringsfrihed, uden kendskabet til ytringspligten i JERT af vikongens oplysningstrolige nord med VORT. - Ja, vi har såmænd det danske sprog tilfælles på nøjagtig samme måde som vi derved har Danmarks område tilfælles. Eller I vil måske ligge i krig med min slægts hjertelige hørelse for vort oplysende velbefindende resten af Jeres dage? - Danskere tilhører den danske samfundsomgivelse og kan derfor ved hjælp af afklarende sprogbrug, i såvel tale som skrift, høre, derved løfte vort sande hjerte for livet op til vor forstand, så dén personlige tyngde, mennesker af det danske måtte føle – også, i al sin forplumrende generalitet, kaldet verdens tryk - kan lettes.      

Talen. Der er fra gammel tid af gjort en skelnen mellem tale, skrift og snak. Dannelsesforetagender på dansk grund har helt fra sin begyndelse af – Jellingstenen og dermed kirken og kongerækken; vort vikongelige, jertligt levende adelsmærke og skjold – benyttet sig af tale til sit folk med henblik på at lade en i sandhed livsbekræftende hørelse for vort liv og område, Danmark, føre os på rette vej. I den forbindelse var det naturligvis ikke ligegyldigt, hvem, der talte; hvilken position, hvilken status, som taleren havde fundet sig tilrette ved i lyset af samfundsopbyggeligheden og dens opretholdelse. Det førte så ganske vist til, at folk og fæ ofte følte, at der blev talt ned til dem – og det har danske præster så gentaget og forkyndt siden, med Grundtvig, Kierkegård og HC Andersens romantiske liv i vold på grund af latin-skolens universitas est in fileus i røvhullets delfinarius profundis og lignende som eksempler til evig bekræftelse…. Men ja, sådan var det, indtil man blev klar over i hvor høj grad det talte ord indvirker på vor hørelse, dermed vore opfattelser af liv, menneske og samfundsorden.

Samfundsorden har altid været nødvendig, men med tiden blev det, som sagt og antydet langt mere klart, at en sådan nødvendig samfundsorden ikke var, ejheller forblev et gode, såfremt den ikke lod vor menneskelige befolkning komme til en mere sandfærdig og ærlig indrømmet hørelse for ærindet med ledelse i livets eget, sande sigte af Vort, for Vort og med Vort. Det var med andre ord en hierarkisk opbygget retslig ledelse- og myndighedskultur, der var årsagen til, at tjenere, tyende og godtfolk i almindelighed følte, at der blev talt ned til deres liv i sin ellers hjertegode ret. Ad den vej udvikledes retsligheden, sådan at vi i dag er givet ret til frit at tale og skrive – dog fortsat med agtelse for nødvendigheden af samfundsorden, ordnede forhold at leve under; også kaldet næstekærelighedens bud: Værnelsen om den personlige frihed til at gøre gavn af navn med agtelse for det menneskesandseligt oplysende, livretten og den dertilhørende stemmeret på vore egne.

Det danske samfunds udvikling af ordnede forhold skete med andre, sammenfattende, ord, gennem en voksende indsigt i indrømmelsens eller ærlighedens forstandige natur: Det faktum, at intet bliver hørt og efterlevet, medmindre sigtet derved indrømmes som et gode for vort liv og den videre samfundsdannelse som også beståen deromkring. Samfundsordnen udviklede sig således ved: at lade ordet, vort kød, være hørt. – Det førte til tale-kundskab, værdsættelse af talegaver samt ærindet med at lære at tale pænt, hvorunder hører hjertelige, sandfærdige og ærlige udtryk. I mørket af systematiske livsfornægtelser gennem tiderne, vil det sånok også sige dét, der ikke er pænt, men derimod snarere ilde hørt. Eksempelvis socialdemokraten, Poul Nyrups drab på sin datters trivsel, i forsøget på at være stueren. Ja, det er da ikke kun hans skyld, at socialdemokrater har været prügelknaber i det danske folkevid – i det mindste siden Erik Ballings Egon Olsen og så også lige Hitlers håndlangere endsige stemmekvæg - men ligesåvel jødernes. Og tilmed kanske især de mennesker, der herhjemme er tilhængere af forkyndelse ved afstumpet forstand, afstumpet livskærelighed ud fra jødiske slægtsforetagender fra før vor tidsregning, fremfor at være tilhængere af forkyndelse ud fra danske slægtsforetagenders vikongelig hjertetro forstand de sidste 1000 år i lyset af vor tidsregning: livet i al evighed og den sande oplyste forstand et menneske kan opnå ved hjertelige, taknemmelige indrømmelser af livsbekræftende her’ligheder på vore egne. Må VorHer’lighed derfor fortsat bevare os.

Jeg takker ham dog alligevel for at have båret cykelhjelm og dermed, ved sin hedgangne position, at have vist vej på krop-og-åndsforstandig vis. Jada også på trods af den medmenneskelige ærgelse det jo er, at hans datter ikke fik lejlighed til at fremvise sit sande stuerene ophav; NSDAP med røde faner! (Æret været hendes minde). Men hør, kære Poul Nyrup, Børstings lakaj og statsminister i en tid, hvor jeg blev behandlet af systemet, du skal da ikke stå alene, når nu den platonisk politisk-økonomiske statsbygnings socialistisk-socialdemokratiske folkeskole-folketing-og-folkekirkes opdrags bøddel gør sig gældende: For sørgeligt er det jo tilsvarende, at Johannes Møllehave i sin tid måtte begrave en ung, smuk, sand dansk fontæne af menneskekvindelig livskraft og ånd, fordi hendes mand var en lodret løgner; han var/er forelsket i at lave store værker i klassisk musik, ja ligesom den afdøde tysk-østrigst-eller-derhen-ad komponist, Wagner. Kanske han får succes på Diamanten en dag, så danskere rigtigt kan vise deres overdådige hjertemod ved at æde sig gennem endnu flere klassiske kunstarter, fordi det jo er sådan man gør i oplysningens krukkede tjeneste, ik’! Vuf, vuf! - Det er sikkert nok noget, en parasit, han har pådraget sig i den akademiske gymnasietid… Og se sådan går det jo i spænd mellem fremtrædende personer i det danske, der vil alt godt, uden dog at være givet menneskelig forstand dertil og følgeligt gør stort set alt ondt værre. End ikke for fem-og-tyvstjålne flade ørers forstand er de givet og værre endnu, den dag i dag, hvor ingen ører hører klør fem: end ikke for én vikongelig dansk krones forstand i opvækst, dermed arvtagende forretning med vort samfund, er de givet. Sesådan, ja, men HØR tilmed: For så må jeg jo i vikongelig sand, dansk forstand, i det mindste elske Dem og Jert alligevel, så Vort nulevende hjertegode kan bekræftes til gavn for vore efterkommere. Dermed i al sandfærdig evighed også forehavendet med den vikongelige danske krones oplysende foretagende udi sine livgivende krop-ånd-vækst-og-næringsdrivende virksomheder og brug.

Hun havde i øvrigt vist nok kræft, stakkels skønne pige (æret været hendes minde). Men hør den sygdom er jo også opklaret og således potentielt helbredt: Den skyldes den universitær-videnskabeligt uddannede medicinal-kapital-teknologiske lægestand i deres kobling med statens gamle autoritetstro myndighedskultur, samt deres tro tilbedelse af sygesikringskortet og endeligt: adlydelsen af deres tåbelige uddannelsesmæssige baggrund, eftersom den jo aldrig vil opnå forstand på raskhed og helbredende kræfter i livets eget samfundne legeme: Ordet, vort kød; i vikongelig dansk menneskeforstand med det kendskab og den kundskab vi derved frembringer omkring vore sande som sandselige, jord- og kropsnære vækstvilkår. Altså ikke ved hjælp af genteknologi, hormoner og anabolske stereoider i radioens analogiske signaler: stil dem midt i rummet, i samme afstand fra begge højtalere… Nej, for nu er det hele jo digitaliseret udi spaltende atomer, baciller og molekyler i celletænkningens grundvold, ja så nu er mediebilledet og kulturprodukternes sang af gymnasial-akademisk-videns-teknologisk-teknokratiske funktion jo ikke længere blot et spejl, vi bliver klogere af at fortolke endsige ved at rette os efter eller endnu værre: indrømme, men derimod en alt-opløsende virksomhed, der i lovens fornuftige retstatslige navn med sine biskopale trossamfund får alle til at gå fra forstanden!!!

Talekundskab. Henadvejen blev retskrivningen derfor også indføjet i vore skoler, jeg mener som jeg tror, med det formål at lære at tale pænt, så man kunne komme af med sit budskab uden at træde for meget ved siden af med henholdsvis kartofler eller sprogspasseri i munden. – Endeligt som nok engang beslutningsdygtig, skal jeg i den forbindelse kraftigt gøre opmærksom på, at det jo så er noget LORT, når man fører retskrivningens gode ærinde i folkeskolen, det deraf givne ytrings-kyndige sinde-og-håndelag, ind i et rets-logisk-teknokratisk-teknologisk-videnskabeligt helvede i navn af videregående uddannelse og universitærstatsborgerlige rettigheder sat under administration af Platons stat i parringsleg med det romersk-katolske EU og det sværmeriske spyflueknepperi, der således gøres gældende i slam af vort kød dermed. Den akademisk-politisk-lutheranske orientering, administration og derved røvhuls-åndskyndige sprogbrug, lægger ganske enkelt æg i hjertet på danske børns forstand, den forsynsgivne ret til vort i opvækst af Gudlivets, Menneskelivets og Folkeviddets navn!

Ja, jeg gentager på bekræftende vis, da det vel efterhånden siger sig selv: Jeg er ikke tilhænger af krybdyrs forplantning, forkyndelse og formidlingsmæssige måde udi sine kristne, universitære og retsstatslige fraktioner og fucktioner. Nej, jeg er tilhænger af Danmarks vikongelig hjertetro Kirke, Danmarks vikongelig hjertetro Kongehus og endeligt Danmarks vikongelig hjertetro Folketing i opklarende sand dansk menneskeforstand; samhørigheden af vort i treeninghedens vending og vinding, deraf oplysning. Og Jer, der ikke er tilhængere af det, jamen altså, I skider fortsat Jeres børn, Vort afkom, et slibrigt stykke afførring ned i menneskelivets eget personligt udviklende hjerte til forstand på dansk grund. Nå? JA! - Jamen det må I så stå til ansvar for i det helvede i forestår ved Jeres rådne, autoritetstro, livsførelse, jeg mener, medmenneskeligheden, andre mennesker, skal vel ikke bøde for Jeres klamme, uærlige ånd og usande indsigter i gudlivets egen godmodige og hjertemodige skabelses natur. Eller med andre ord bøde, fordi I fortsat patter på køteren: Romulus, rebus og kryds og tværs i korsettets opstrammende navn med en fed fod på ryggen for fatsvage mennesker, der har det alt for hårdt på grund af overførselsindkomsten i ministerbilens statsministerielle foretagende med livets social-stats-demokratiske folkeskolebørn, ik’ sandt!

Talen, skriften og snakken er ikke faste kategorier for vor måde at gøre brug af modersmålet. Det er snarere en åndsskelnen, der er opstået, som jeg har skildret det: Talen er åbenbaren i gudlivets eget navn af vort menneskelige kød. Sandhedens hjertelig levende ledelse. Skriften er myndigheds-kulturernes fordøjelse af den ledelse, det talte bud giver os; så det kan indføjes, altså være ordet, der bliver hørt til den fortsatte udvikling af vor samfundorden og så samfundsordenen ikke forhærder sig i forrykte verdensbilleder, fundamentalisme eller stiv pik i retslige billeddannelsers lovgivning. Ærlighedens forstandigt indrømmende ledelse. Snakken er en mellemmenneskelig samværsform, der rører vort lille ærlige hjerte, hver især, i lyset eller i tilforladelig hørelse for det snakken går på. Samhørighedens motor. – Det er ved snakken man hører, hvad der er eller bliver indrømmet i folkeviddet, herunder, hvorvidt og hvordan vi som almindelige mennesker reagere på tale-og-skrive-kulturernes indsigter og retningsgivende, vejvisende ærinder. Tænk taknemmeligt over dét.

Ja.

Ja, for jeg mener, det er da ikke for meget sagt, at en betydelig del af den skriftbrugende virksomhed i Danmark, har vanrøgt af den forstandige danske befolknings menneskelige sindelags-udvikling på samvittigheden. Altså dårligdømmende adfærd i henhold til skyldforladelsens effektivisering udi misundelsens skyldsprojektion og ansvarsforflygtigelse med røvhullet vendt mod det højesterets-skatte-statslige lovbyggeri – og politigerne - uden dog at være givet det sande danske hjertemod til at skide det et stykke. Ja noget så eftertrykkeligt i kærelighedens livsforstandige navn, så også det opklares kan! - Og finansverdens banker og børsers skærmtrolde med deres kapital-logiske brug af skriftens tegn behøver jeg vel ikke nævne i den her forbindelse, jeg mener, deres lønniveau og fratrædelses-lønninger medfører naturligvis en grusom straf i hjertet på deres børn; ja jeg skal da nok hjælpe til med at effektuere den i effektivitetens kapital-ret-stats-logiske socialdemokratis kalkun-regnende og eksponentielle liderligheders navn. Stol trygt på det!!!

Og behøver De et videre retsgrundlag at høre mig på, førend De for alvor trygt tør stole på min hjælpsomme deltagelse i samfundsordnen, jamen så får De det: Nemlig den grund, at jeg jo overholder landets love, følgeligt adlyder dem på nøjagtig samme, konsekvente vis, som deres adfærdsregulerende retfærd indvirker på folkeviddets i sandhed kærelige mellemmenneskeligheder og jo altså i særdeleshed ægteskabende natur!!! - Og det skal man min søn joså også lære, ja altså det vokser han, desværre i fraværd af mig, op og lærer i øjeblikket, al den stund, at der jo hverken er sandhed, ærlighed eller kærlighed i socialdemokratisk retstatsvirksomhed med FOA ved hånden, endsige i kraft af de brådne kar, der på aller usleste vis har annekteret sig en sådan idealistisk, retstats-logisk eller retskaffen åndsvirksomhed i navn af hvad-somhelst. Det være sig ulykkelige og uheldige danske mennesker, såsom Jonni Hansen fra lige ved og Næstved eller som allerede nævnt, cosa-nostras organisator på danske grund, Harald Børsting. Sikkert nok i blind hørelse for biskopperne. Ja, misforstå mig ikke, jeg mener, sidstnævntes, Børstens, positive indflydelse på organisationen i lyset af det videnskabeligt-teknologisk-teknokratiske arbejdsmarked kan vel ikke benægtes - omend det jo så alligevel er synd, at ingen andre og intet andet kan kaldes en arbejdsmæssig indsats for samfundet, førend de, først vanrøgtes af diverse studieordninger, manangement-teorier, skat og sikkerhedspampere, dernæst gøres arbejdsløse, så de som levende, videnskabelige beviser kan tjene organisationens ærinde! – Og, ja, der falder jo som bekendt også lidt af til journalist-standens stemmeforføring for de svage...

Nææh, ingen andre og intet andet, for det er der jo ikke råd til, når der først skal være lige løn og lige køn. Sågar uden kendskab til arbejdets sande løn og hvad dermed bringes af ærligt råd for hjertelig gavn af navn som selvstændig, oplysningstrolig fri menneskeperson af naturligt medfødt køn. Og som jo således ikke tilbeder røde rosers kussse-pik-tro mellem ørerne udi diverse videnskabeliggjorte uniformeringer og refleksivt sikre arbejdsbeklædninger for alle indenfor faget, indenfor området – fes den ind, ind, ind eller ud, ud, udtrykker jeg mig ikke klart nok på motorvejen med spøgelsesbilisterne, der tog fejl af skiltningen? - Ejheller af følgende grund tilbedes det ikke, som sagt, nemlig den: at det åbenbarne klarsyn man forstandigt er givet at vokse ved som oplysningstrolig fri menneskeperson, jo altså fører til, at man af hjertelig gavn lynsnapt kan indse, hvordan en sådan kusse-pik-tro ånd mellem ørerne på de røde rosers ris til egen røv jo ellers gøres gældende som den sandfærdige kæreligheds samfundskrav i hjertet på samtlige, i al uendelighed, uforstandige medlemmer af organisationen.

Føj for satan, Børsting, Auken, Lykketoft, Nyrup, Dennis og hvad I ellers hedder, foruden kalder Jer i kraft af satans selvretfærdige inkarnationer hos Jer: Jeres kød, ånd og utroskabende virksomhed i det danske land. Ville I liiige oplyse arbejdskraften i social-stats-demokratiske rettigheders blændende lys sammen med socialistiske folketing, den akademisk-politiske kulturarvs Ole, Villy og Søren med flere på Nokén fra Nokja? - Og så sender I søde Helle ud, da kvinden jo er hellig, ik’; moderen har vundet på forhånd?

I HAR PER SYSTEMATISK DUMHED SLÅET JERES MEDLEMMER OG TILHØRERES OPLYSENDE, VIKONGELIGE HJERTETRO  DANSKE MENNESKEFORSTAND TIL PERSONENDE FRIHED MED LIVET IHJEL. OG TILMED FORPULET HELE DEN OPKLARENDE NATURS ÅBENBARNE FOLKETINGSUDVIKLING, på vor dansk-nordiske grund og egn, naturligvis.  Ja så jeg må og skal kraftedme, da det skal være sagt på irettesættende dansk, sige: Må satan-i-helvedet, kanske ligefrem dermed døden, snarligt indtræde i hjertet på Jer, så I kan tage ved lære af den nådige dømmekraft, der i øjeblikket gør sig gældende i oplysningstrolig dansk livsforstand:

I henhold til vort oplysende sigte med Danmark, landets liv og danske folketing, agtelsen for lovgivende virksomhed, et oplysende retssamfund i udvikling og klarheden hos folkevalgte – og på trods af den konsekvente degenerering af den danske befolknings åndsvid og livsudviklende måde, når diverse idéers-og-trosamfunds-gamle-organisationer i kraft af satans løgnagtige utroskab og dertilhørende sprogbrug annekterer sig dens foretagende. Samt i henhold til forsynet med den videre udarbejdelse af Danmarks sande kirke af VORT JERT, herunder på menneskeligeværdig vis med  sandfærdig dansk, næstekærelig agtelse for Deres Kongelige Højheder, Vort Kongehus – skal jeg, Jens Haarup Mortensen, af hjertelig oplysningstro dansk afstamning, med forstand bede den danske befolknings mennesker om behørigt at tage afstand fra følgende virksomheder på dansk grund:

LO
UNIversiteterne og
STATsministeriel forvaltningskultur

(Samt det jeg allerede har sagt og sendt til folketinget; således regner med, at de rykker på – på en pæn måde. Der skal jo arbejdes for Livets Danmark, kære menneskeDansker af gudDanmark… Jeg beder min læser om at se bort fra denne parentes ved sin videre hørelse for mit anliggende i det følgende. Fordi JEG, DANSKE JENS, skal kunne regne med at I ikke blander tingene sammen på uskøn vis. Eller med andre ord: Det bliver forhåbentligt snart, nok engang muligt at tale og blive hørt på rene danske forhold, uden at folk, der ikke aner en kæft derom, skal blandes ind i det. Afsæt en kyndig-myndig arbejdsgruppe og få det overstået - på en pæn og frugtbar måde i forhold til de pågældende folks lande, med Deres henholdsvis brutale afstandtagen til 160 års oplysningstrolig frikamp med Danmarks Folketing for danske menneskeslægter i kølvandet på fortiders Kirke, Stat og Konge OG en i al uendelighed inkarneret fattigdømmende, ja usand og uærlig forplantningsmåde ved vort nærværende danske kød; som tørklædte spyfluer og afstumpede jødepikkes åndsvid, som man så forargende må give udtryk for det, for at undgå den brutalitet, der vil opstå, når den danske befolkning begynder at forstå noget mere om livets og landets sigte ved vor samhørige ledelse endsige mangel på samme. Ja, for vi skal vel ikke fortsætte med at leve med hovedet under armen i al evighed).

Frys dem ud, kap båndet og genrejs hegnet - for De er udgået til Udgård!

Det betyder at den åndsvirksomhed, adfærd, der tilsammen udgår i kraft af benævnte foretagender er Jotunheimens. Eller med andre ord: De udgør ikke længere, nej ikke på nogensomhelst måde, samfundets menneskeoplysende midte. Og det er naturligvis ikke kun et problem for dem, der lever af det, eftersom benævnte virksomheder alt for ofte gør sig gældende som netop samfundets midte, altså en falsk midte. Vi bliver som almindelige mennesker bedt om at indordne os og rette os efter et sådant livsfornægtende mørke; vel ikke mindst af den grund, at deres begrebsligheder og sprogbrug intet nyt kan bringe os! Og det ødelægger sigtet med vort liv og danske folketingsvirke; at bringe sandhedens lys ind i kirken-kongen-og-folketingen i kraft af den oplysningstrolige handel-og-ytringsfrihed, der lader samhørigheden opstå af vort kød. Sandfærdigt og ærligt rundet skrivevirksomhed vil kunne hjælpe os med at bringe den samhørighed frem, tilbage, ned og så HELT OP igen på blivende vis, hvis Folketings-virksomheden etablerede det DANMARKs-blad, jeg har forelagt. Og jo altså, nærliggende, lod PostDanmark køre rundt med det i henhold til den vikongelige afleveringspligt i skriftlig meddelelsesvirksomhed. - Det er jo ikke på grund af ansvarsfølelse for skatte-statslige brevsmæk og selvangivelsens stikkervirksomhed, at det er herligt og værdigt at skulle efterkomme kravet om afleveringspligt, men ved at tjene livets opretholdelse, herunder Danmarks arbejdsomme næringsdrivende og livsglade oplysning.

***


Jamen så tager vi også lige den. Grunden til bruddet med alle væsenerne, som blandt andet de hjertetroligt frisindede (liberale, senere Fremskridtspartiet, senere Dansk Folkepartis bagland i det danske) gjorde - jeg tænker på kollektiv trafik, kollektiv kommunikation, kollektive funktionærer, kollektive landbrug, kollektive plæneklippere i villakvarteret, kollektive bollerum, ja behøver jeg sige mere til det dels romersk-katolske, dels statslige  P&T, DSB, FOLKE-?, IBM - sidenhen Microsoft Windows kommunikative kollektiv - udi sognekulturens stat-regional-og-kommunale legemes gudstjenester i statens tjenste? Nå, men det gør jeg så:

Grunden var den, at man havde opdaget af staten, skatte-rets-staten, fik karaktér af en farlig rationalisme, altså en matematisk-juridisk retslogisk og system-logisk tænkemåde, der blandt andet kaldtes marxisme, socialisme og kommunisme samt biskopalt spasseri med præstegerninger i kejserens nye klæder af spørge-hjør’n grundet universitets-uddannelser, der i sandhed aldrig, hverken har fulgt med eller kan følge med. - Med andre ord var den liberale friheds-bevægelse en oplysningstrolig kamp for, at lade det enkelte menneske komme til sin almindelige persons forstandig sande hjerteret, vigørlige pligt og svaren an, hvilket væsnernes (juridisk-teologiske) stat, som ovenfor nævnt, forplumrede. Ja, man var via det offentlige system ganske enkelt i færd med at indkode hele den danske befolkning i satans rationalistiske løgne. Og vi er så desværre ikke kommet helt fri af dem endnu; det ærger mig, fordi jeg ellers havde noget helt andet, forstandigt godt nyt vidnesbyrd på hjertet i ærmet, med til det danske livs samfund.

Jeg gentager: Grunden til bruddet med den offentlige stats-funktionærs forvaltningskultur – liberaliseringens bevægelse, ikke rationaliseringens bevægelse, som dog også tog overhånd, løb løbsk, da den blev afhængig af kapital-matematik (banker), videnskab (industri og teknologi) og det akademisk-historiske efterslæb fra gamle dage (butterflies; f.eks. Spies og Glistup fra Hans Scherfigs Metropolitan-skole) samt af EUidioter –  grunden var ikke, at man ikke ville have et velfungerende, åbenbaret livs fællesskab, i Danmark. Nej, grunden var ikke, at alle skulle klare sig selv alene, for dernæst at ligge i uendelig modstrid med alle andre. NEJ, grunden var, at der skulle være et oplysende og virksomt udviklingssigte forbundet med det. Ja med dét, vi så måtte stå sammen om, vore fællesmenneskelige anliggender, vort fællesskab af personligt ansvarlige mennesker på dansk grund. Og følgeligt var grunden til bruddet altså et livsudtryk med en klar konstatering af, at det ikke var tilfældet: der var ikke et oplysende og virksomt udviklingssigte forbundet med stats-funktionærers arbejdsmæssige holdning til samfundet og vort livs førelse per hørelse. Hele den social-rationalistiske bærme, også kaldt de røde, bildte sig derimod bare ind, at vi jo ALLE… hvilket kostede sandhedens sandselige udvikling hos den enkelte, så ingen kom til deres rette forstand som menneske. Ja, man kan ligefrem kalde det for en afvikling af livets eget kreative, også kaldet initiativrige eller initiativtagende, hjertegode. Det var og blev, i al for lang en tids gentagelse, desværre klart ved for eksempel brugen af den forstandige snak om tingene, det vil sige: En sådan fandtes ikke hos social-rationalisterne! - De efterlignede og sammenlignede konstant alt og alle andre. Og fik de besked på, at de ikke måtte eller skulle ophøre med at leve i forsvar for deres, videnskabelsens metode – angst – eller for den sags skyld bare ophøre med dette eller hint, så lød det, nej ikke prompte, derimod forkasteligt døvstumt og slapt: Når de andre må, så må vi vel ogsåellers er det jo uretfærdigt!

Sådan er rød bloks repræsentantskab og social-rationalismen med sine generatorer på universiteterne, i statsforvaltningens højesteretsbygning og bispesæderne. Ja sådan er deres åndsvid, følelsesliv, ja hele kød simpelthen. Med andre ord: rent ud sagt absolutte livsfornægtelse, dermed totale pligtforsømmelse og uendelige skyldsforladelse. - Dem, der imidlertid har, kanske fortsat er, positioneret i den gamle bygning, på tryg overførselsindkomst, ja de mærker det ikke, nej de aner det ikke og kan følgelig ikke forstå, at de er ansvarlige for den udvikling, undskyld afvikling af forstandig sand mellemmenneskelighed i befolkningen. De er som alle, socialdemokrater og kammerater: Vi har valgt ikke at udvikle os og i sin videregående uddannede version: Vi har valgt ikke at udvikle os, men til gengæld forsker vi, så alle andre kan udvikle sig ved hjælp af vores kompetencegivende årnd.. Eller den her: Vi går på arbejde og betaler skat - og fagforeningskontingent, hvis nu der skulle gå noget galt; og fordi, at vi da hjertensgerne overdrager al ansvaret for udviklingen til organisationen eller staten, forudenved at bolle et kryds på et stykke papir, hver fjerde år. Ja, for det er da dét, der menes med frihed under ansvar og frie valg, ik’o’s’?  – Sidenhen er det af samme grund kun ganske få forstandige personer, der menneskesandseligt set har holdt Danmark ovenvissevande med nys. Og det er hårdt ved hjertet. Ikke mindst, da de, pågældende, er fuldstændig og aldeles klar over, at størstedelen af den danske befolkning ikke blot producerer sin egen dårligdom, men tilmed producere kronisk overførte sindssygdomme i hele arvemassen via fagsprog, fagbevægelser og dels romersk-katolsk, dels socialistisk skattestatslig virksomhed, der udelukker al sandfærdig saglighed omkring vort liv og hjertes eget modersmål. - God fornøjelse, efterkommere, ja for I kan tro, jeg bær lige alt, hvad jeg kan på trods af idioterne, der underkender livets egen sandhed på dansk grund. Ellers ville der jo heller ikke blive noget somhelst af hjertelig forløsende gavn til Jer at arbejde forstandigt videre med på almindelig indrømmende og godmodig vis.

Det kunne ikke nytte noget, at fællesskabet forfordelte sine goder, så nogen fik, fremfor andre - ja misundelseskultur gik man meget op i førhen; dengang nationalbankens kapitallogisk regulerede værdier og kundskaber udi rentesforregning, samt skattestatens marxistisk tænkemåde var det eneste, der fandtes. - Men det var nu noget andet, jeg ville have sagt. Set fra den liberale bevægelses kant af, tør jeg sige det, så handlede den ikke først og fremmest om den ligestillende fordelings sag, du véd nok:  lige mange ægteskaber, lige mange penge og lige mange delebørn - men derimod om at få en bæredygtig, sandfærdig og ærlig liv-og- åndsmåde ind i undervisning, folketing, arbejde og forvaltningskulturen; vort samfundsudviklende livs opklaring. Først med Dansk Folkepartis frimodighed, kom det til at hedde: Vort samfundsudviklende liv med menneskeDanskere af gudDanmark. Og det er jo kun godt, at vi dermed fik lov til ret at præcisere og i det hele taget takke og tænke på sand dansk vis, igen. Ovenpå kold krig, EU og hvad der ellers er foregået af vanrøgtende vilkår i mellemtiden.

Den liberale folkebevægelse, som det også er - set fra gammel tid, ja nærmest som et gammel, kongeligt folks tilgodehavende - den har i mine øjne handlet om det hellige ærinde med at lade sand dansk forstand komme til sin hjertegode RET i et og alt, hvad Danmarks foretagende angår. Udfoldelsen af livets hele, hellige, helbrende menneske, altså opklarende åndssamfund af forstandig, personlig ansvarlig vigør på baggrund af en lang, lang, lang række oplysende livserfaringer med at opløse fortidens kæmpe store fejltagelser, herunder dem, der knytter sig til den gamle autoritetstro lovbygnings netværkeri. Det skal væk, helt væk – og det betyder ikke mindst, at kirkens foretagende med sine uddannelsesmæssige baggrunde og folkene involveret, herunder efterladenskaberne udi såkaldt kristne fraktioner, efterhånden kun har et valg: Vil I leve eller dø? Og siger i Ja til livet på dansk grund, så bestemmer JEG, VorHer’ligheders Jens, såvel over som under Jer gennem vore oplysende danske folketing; mennesker med JERT for VORT af VORT med JERT.

***


Nå, men jeg må videre med vort liv på oplysende dansk. Måske De vil med?- Jeg er tilbage om et øjeblik, for jeg skal lige have drukket mig en kæp i øret, så jeg kan komme i stødet: Det bliver vist nok til en liter Frisk dansk mælk fra køer på græs i denne ombæring. Men, ja, jeg håber da ikke, at de kalder mig mælkologiker af den grund – eller synes De mælk smager af møg, fordi møg og gylle køres ud på marken, hvor en del af de afgrøder, som køerne æder, forplanter sig og sætter fold, så vi også kan få frisk dansk mælk fra køer på græs til næste år?  Ok, jeg giver mig, jeg indrykker en annonce i avisen: Jeg er mælkologiker - og jeg står ved det.

Stofmisbrug. Stofmisbrug er noget som langt de fleste danskere tager afstand fra. Dog især, når der er tale om mennesker, der misbruger stoffer til skade for deres eget livs udvikling med landet, vort samfund, som ærligt, sandfærdigt menneske. Også af den grund, at de pågældende derved skader deres medmenneskers liv på den ellers næstekærligt opløftende bekræftelse, der ikke blot fremmer det ærlige, sandfærdige menneske, men tilmed vor samhørigheds hjertegode livsformer. – Kort sagt: Det kan være svært at finde bølgelængde med mennesker, der konsekvent opretholder en tilværelse, der gør brug af stoffer i en sådan grad, at man, som hjerterask dømmekraft i ære af vort liv og samfundsudvikling dermed, må kalde det for: Stofmisbrug.

Min mening i denne, benævnte boldgade, emneområde, sag, tema; om de pågældende institutioner, der måtte være involveret; om de pågældende, der har været udsat for indbrud i forbindelse med emneområdet, sagen, temaet; eller om de pårørende, der har mistet deres børn, slægtninge ved rovdrab, svindel og humbug i forbindelse med blindgyden, boldgaden, emneområdet, sagen, temaet… - Jeg skal med andre ord ærligt indrømme, at jeg ikke er tilhænger af stofmisbrug og den skade, som det dels gør, dels foranlediger i det danske samfunds udvikling; med os som almindelige mennesker, der naturligvis er tro mod vor menneskelige forstand, i ære og kærelighed af kirken-kongen-og-folketingets dels irettesættende, dels derved vejledelse af vor samhørighed!!! Nej, det er jeg ikke. Og det er såmænd ikke noget, ikke en holdning, jeg har lært eller for den sags skyld taget på mig i hørelse for vort liv som menneskeDanskere af gudDanmark, ved at indlæse mig i kendskab til diverse læsestoffer og grundstoffer.

Det periodiske system, der, såfremt man ikke tilhører den generation, der fik Den lille kemiker i julegave, lærte på den akademiske foranledning til Universitas El Vita over hele Verden est in profundisfis med delfin-pikke -  altså gymnasiet –  betegner en kemisk traditions lærdom omkring stoffer. Føler man sig tilmed adeligt adlet ved oldtidens alkymystiske grækere-egyptere-og-romere, altså den gymnasial-akademisk-stats-politiske ånds mareridt, så findes der først og fremmest guld, sølv, bronze. Og kryptonit. Og smører man sig dernæst behørigt ind i det, jaså bliver man til supermand i en ædelmetallisk kamp mod hans fjender og dæmoner; lidt ligesom Frank Aaen vil jeg tro. Endeligt skal jeg, til min lille eksklusive pointe udi ren og skær beslutningsdygtig luksus, sige følgende:

Når man er lærenem udi Huset Højbo, så forstår man godt den menneskeoplysende foranledning til brugen af læsestoffer; bogligt begavede og hvad der nu ellers måtte vedrøre sindelagene i den boldgade. Den brug har nemlig altid været hellig, ja også selvom det fører uhelligt eller med andre ord, uheldigt med sig, nemlig til: Misbrug af læsestoffer og deres ærindes lede krumtap: SKRIFTEN. Dermed desværre også misbrug af LOVEN ved dens lovmæssighedsdyrkende følgevirkninger i vort menneskeliv, vore sinde-håndelags-udvikling og folketingsmæssige foretagende: Jeg vil ha’ lige meget ret!

Behøver jeg nok engang i den forbindelse nævne det autoritetstro afviklingsforetagende omkring pamfletten: Lægen, Sagføreren og Dommeren, Revisoren, Bankdirektøren, Skatteopkræveren, Præsten og Arkitekten… Nå, ok, så gør jeg det på følgende vis: Det vil af hjerte glæde mig, om de tilbageværende af vikongelig sand dansk forstand behørigt tog notits af de slægter, der i vort danske livs samfund, har opretholdt autoritetstroen omkring benævnte, velkendte statsdannende foretagende: I kraft af hørelse for skriftens stofmisbrugende uddannelsesforetagender, dermed - i forlængelse af den hørelse -  i særdeleshed den embedsførende, dels ledelsesmæssige kultur, som sagt og antydet. Og tilføjes kan det vel også på ganske trolig vis: uden synderlig agtelse for ORDET af VORT JERT i sand dansk forstand og den oplysende samfundsudvikling derved.

Må Jert afkom bøde for den strafferetslige, kapital-logiske skatte-ret-stats virksomhed, I har opretholdt i autoritetstroens stofmisbrugende navn af dit og dat - på trods af samtlige advarsler i vort kød, der jo ellers har lydt i henhold til menneskepligten med at lade sandheden været hørt som højesteret i vort dels almindeligt menneskelige, dels folketingsmæssige udviklingsforetagende; fælleskassen til oplysende og helbredende formål. – Sagde højesterets-proffesoratet i det danske: Adfærdsregulering; i et af landets oplysningstrolige nyhedsmedier med sin dertilhørende ytringsfrihed af hjertelig pligt, hvor elendig den så end måtte være rundet, følgelig gør sig gældende med sit skvalderkål. Jo, for velsagtens foregår ærindet med oplysningstrolige danske nyhedsmedier vel også på vegne af alle dem, der jo ikke tør sige nogen imod endsige sige noget somhelst ærligt sandt, eftersom det jo er strafbart at gøre det, dernæst ikke at gøre det. I øvrigt et vilkår, som latiniserede Jesu-Kristus-præster med endetarmens åbenbarne hørelse for pavens Moder Romulus, dernæst kalder velsignelsen!!!


***

AT SKRIVE ER AT UDTRYKKE sig - med hjertelig agtelse for vort sandselige livs

INDTRYK


***ADLYDELSE. Må de ved personnavn nævntes synd, skyld og mest af alt løgn, hermed være bekendt og forladt, så forstandig sand helbredelse ved vort vikongeligt hjertetro, danske liv, fremover kan blive påskønnet, bekræftet og videre derved bakkes op. – Uden at gøre gammeldags, akademisk-logisk-politisk, arvesyndig samfundskultur gældende. Og ejheller i navn af de velkendte institutioners tilsvarende løgnagtige virke. Der er ikke noget, der hedder: Jeg skal først lige til magten, derimod noget, der, som sagt med hjertelig agtelse for vort sandselige liv, hedder: at lade magten komme til sin gode, naturligvis livgivende agtværdigheds, ret. Med andre ord: til sin sandselig oplysende livret; sandheden af vor forstand. HØRT*** 


Kap aldrig vort vikongelige livs egne bånd og den deraf givne kæreligheds frugtbare

ÅND!


Næstekærlig hilsen Jens



(REDrettelser. Der er foretaget et par enkelte rettelser, men ellers ik' noed! - Magtens begær, blev ved sin første nævnelse, rettet til magtens begæring. Men det betyder vel ikke noget i det store og hele, for det forstandige menneskedanske folkefærd, der jo kender sin hjertegode livret i kærelighedens eget navn, alligevel. Jeg mener: Jeg lader som regel ordet tale for sig selv, med sine fejl, stavefejl og betydningsfejl, fordi jeg véd, at retskrivende forstand alligevel aldrig bliver til retfærdighedens forstand, førend vi får magtens løgne ud og agtens sandhed ind i forbindelse dermed. Det vikongeligt sande menneskekøds hjertetro hørelse vil altid være stærkere end adfærdsregulerede, kultiverende retsmagters sandtro sindelag; men kampen skulle jo nødigt stå derimellem. Nej, for så taber sidstnævnte og hvad derunder hører, som sagt, hvilket vil gøre mange mennesker i samfundet ondt værre; vær vis på dét kultiverende retsmagter! - Og, som jeg lige husker det: Lykke blev til Lykketoft)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar